Princippet om kontaktorer
Læg en besked
En kontaktor er en automatisk elektrisk kontrolenhed, der bruger elektromagnetisk kraft til at styre omskiftningen af elektriske kredsløb; det er meget udbredt i motorstyring og kraftsystemer. Dets funktionsprincip involverer primært at aktivere en spole for at generere et magnetfelt, som igen aktiverer kontakterne for at etablere eller afbryde kredsløbsforbindelsen.
Når kontaktorens spole er forbundet til en styrestrømkilde, genereres en elektromagnetisk tiltrækning i spolen. Dette får ankeret til at blive trukket ind, hvilket bringer de bevægelige kontakter i kontakt med de stationære kontakter. Som følge heraf er hovedkredsløbet lukket, hvilket tillader strøm at strømme til belastningsudstyret. Når spolen er af-strøm, forsvinder den elektromagnetiske kraft; under påvirkning af fjedre vender ankeret tilbage til sin oprindelige position, kontakterne adskilles, og hovedkredsløbet afbrydes.
En kontaktor består typisk af et elektromagnetisk system, et kontaktsystem og en bue-slukningsenhed. Det elektromagnetiske system er ansvarlig for at generere tiltrækningskraften; kontaktsystemet håndterer oprettelse og brydning af kredsløbet; og lysbueslukningsanordningen tjener til at undertrykke de elektriske lysbuer, der genereres, når kontakterne åbner, og derved forhindre kontaktskader og forlænge udstyrets levetid.
På grund af dets egenskaber-såsom nem kontrol, egnethed til hyppige koblingsoperationer og robuste fjernbetjeningsegenskaber bruges-kontaktorer almindeligvis i motorstart-stopkontrol, lysstyring og automatiserede kontrolsystemer, hvilket gør dem til en væsentlig komponent i industrielle elektriske kontrolapplikationer.
